Symposium Armé

Lørdag 30. marts 2013
Kl. 12 - 21
Entré: 20 kr
Arrangør: Forlaget Armé
Aarhus Litteraturcenter, Vogn 1

FACEBOOK

Hvilke kår har friheden i Danmark, behandler vi hinanden med kærlighed, yder samfundsstrukturerne mennesker retfærdighed, hvilke synspunkter er underprioriterede og nedvurderede, hvem har brug for en hånd, og hvad kan kunsten gøre?

Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive rejst når Forlaget Armé samler forfattere og læsere til Symposium i Aarhus Litteraturcenters lokaler på Godsbanen. Under overskriften “Symposium Armé” er der lagt op til en dag, hvor forlagets forfattere i oplæg á 15 minutter overordnet, direkte eller indirekte, taler om, udtrykker eller kritisk forholder sig til den kunstnerisk- kulturelle eller samfundsmæssige situation i Danmark.

Med inspiration fra netop Platons ”Symposium” må de forskellige indspark gerne være markante, kritiske, drillende, lattervækkende, absurde, ironiske eller fantasibaserede og behøver som sådan ikke nødvendigvis at referere til den optrædende forfatters personlige holdninger.

Den sidste time inviteres publikum til at deltage i en debat med forfatterne omkring den kulturelle og kunstneriske situation i Danmark, og hvad de i løbet af dagen har søgt at give udtryk for og med hvilke motiver.

Kom og vær med til en sjov og inspirerende dag i gode rammer og godt selskab.