Seminar og koncert

Mandag 10. november 2014
Kl. 19:00
Entré: 90 kr.
Arrangør: Lyd+Litteratur Festivalen
Vogn 1
Godsbanen
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C

Søren Kjærgaard & Torben Ulrich
Det kreative venskab mellem den legendarisk legende jazzmusiker og -forfatter m.m. Torben Ulrich og den talentfulde pianist Søren Kjærgaard er endelig at finde på dansk grund igen.

Duoens tredje projekt, Meridiana: Lines towards a non-local alchemy (2014), netop udgivet på pladeselskabet Escho, har atter bragt Kjærgaard & Ulrich sammen i et grænsenedbrydende forsøg på at granske linjen som lydligt, tekstligt og grafisk fænomen, stærkt inspireret af forskellene mellem østlig og vestlig tænkning.

Torben Ulrich har med stor succes indtaget flere forskellige slags scener i løbet af sin lange karriere. Han har tidligere været professionel tennisspiller, og senere forfulgte han sin store interesse for jazz både som skribent, musiker og som en af folkene bag den københavnske jazzklub Blue Note. Ulrichs kunstneriske virksomhed kredser således om flere emner som musik, kunst, litteratur, idræt og buddhisme, der kan opleves i interdisciplinær symbiose med bl.a. hans bøger, som f.eks. “Jazz, bold & buddhisme” (2003), og ikke mindst projektet med Kjærgaard.

Søren Kjærgaard er en anerkendt jazzpianist og komponist, der har spillet med lang række etablerede navne fra både ind- (Jens Unmack, Nikolaj Nørlund og Jakob Bro m.fl. på debuten “Bandapart” fra 2004) og udland, bl.a. Tim Berne, Steven Bernstein og Ben Street og Andrew Cyrille fra hans trans-atlantiske trio Kjærgaard/Street/Cyrille. På samme vis som Ulrich blander interessefelter, kaster Kjærgaard sig ofte ud i eksperimenterende fusioner af tilgange til musik og lyd og blander kompositions-, improvisations- og performancekunst sammen i et nyt, dynamisk felt.

www.torbenulrich.com
www.sorenkjaergaard.com