Oplæsning 1.
Onsdag 1. maj 2019Dette er det første af en række litteraturarrangementer, der vil give de unge forfattere, oversættere og litterater et fælles rum til at prøve deres tanker af og vise dem frem for interesserede i Aarhus. Alle er velkommen i denne sol, læsende eller ej.
Denne første gang læser Frederik Blæsild Vuust og Eva Hellesøe op fra egne tekster. Mads Østergaard Johansen introducerer til og læser op fra sin oversættelse af den japanske forfatter Taijun Takeda (1912-1976), Morten Østergaard Rasmussen om og fra sine oversættelser af den ungarske digter Sándor Petőfi (1823-1849). Jeg vil også selv læse tekster op. Jeg har desuden bedt forfatterne tage litteraturanbefalinger med, tekster der har haft betydning for deres egen skrift, en slags poetologisk boganbefaling.
Arrangementet foregår i restaurantslokalet på baren Le Coq, hvor man også kan købe te og sodavand. Tag venner og bekendte med, dem man holder i hånden. Arrangementet starter klokken syv. Der er let indgang fra jordplan og poesiens gave til de fremmødte.
Arrangementerne er støttet af PUKK og Statens Kunstfond