De fleste kender Sissel-Jo Gazan for de populære videnskabskrimier ’Dinosaurens fjer’ og ’Svalens graf’, der blev udgivet i 16 lande og bl.a. modtog DR’s romanpris og Læsernes Bogpris. Nu er hun aktuel med romanen ’Blækhat’ om pigen Rosa, der vokser op i Aarhus i 80’erne blandt hippier, graffitikunstnere, BZ’ere og venstreradikale.
Rosa bor sammen med sin mor, der går meget op i svampevidenskab og i kampen mod kapitalismen og mindre op i, hvem Rosas biologiske far er. Som voksen forsker Rosa i street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sin humoristiske, politiske kunst.
’Blækhat’ er en rørende og overraskende roman om familiehemmeligheder, dybe venskaber, livskraftig kærlighed og politiske ekstremer. Den er samtidig en fortælling om det Aarhus, Sissel-Jo Gazan selv voksede op i – og om metropolen Berlin, hvor hun nu har boet i flere år.
Oplev Sissel-Jo Gazan på scenen i en samtale om bl.a. den nye roman, forfatterlivet og hendes barndomsby Aarhus.
Foto: Robin Skjoldborg