LiteratureXchange
Torsdag 17. juni 2021LiteratureXchange er en international litteraturfestival som finder sted fra d. 10.06. til og med d. 20.06.
Torsdag d. 17.06. kan du komme og blive klogere på forlagsverdenen, når forlaget Lindhardt og Ringhof står klar til at dele ud af deres erfaringer og begejstring for litteratur. Der vil naturligvis også være masser af dejlig inspiration til sommerlæsningen. Det hele kan nydes sammen med kaffe og snacks, som kan købes i caféen på Dokk1.
I samarbejde med KØN – Gender Museum Denmark arrangerer vi også et foredrag med romanaktuelle Lotte Kaa Andersen. Hun vil fortælle om tilblivelsen af sin biografiske roman ‘Den inderste kerne’ om videnskabskvinden Inge Lehmann, som først blev anerkendt i sit hjemland da hun var langt oppe i 70erne. Snacks/ kaffe/ vin og vand kan købes i museets café, og må medbringes til arrangementet.
Denne dag kan du også få en digters bearbejdning og perspektiv på coronapandemien, når Caspar Eric kommer forbi til en samtale om sin dagbogs-lignende digtsamling, ‘Jeg vil ikke tilbage: digte fra dage med COVID-19’. Det bliver en samtale om et emne, der i dén grad berører og har berørt os alle, og også hér har litteraturen noget at give til os og det liv, vi lever lige nu.
Musik- og poesiværkstedet inviterer desuden indenfor til et møde med sanger og sangskriver, Katinka, som har taget udfordringen op med at lade sig præsentere for nogle digte, og sætte musik til et af dem på blot en time. Er du nysgerrig hvad der kommer ud af dette, kan du møde op på Åbne Scene på Godsbanen kl. 21.00 – 22.30.
Dagens program byder derudover på et spændende møde med norske Vigdis Hjorth og danske Thomas Korsgaard, som skal tale sammen under overskriften ‘READ NORDIC’. De to forfattere deler en interesse for den autofiktive roman, med skildringer af svære familiesituationer og social ulighed. Kom og hør dem fortælle om deres forfatterskaber og fiktionens muligheder og begrænsninger. Samtalen modereres af forfatter Lotte Kirkeby Hansen.
For hele dagens program, klik her.
Foto: Sara Angellica Spilling.