LiteratureXchange
Tirsdag 15. juni 2021LiteratureXchange er en international litteraturfestival, der finder sted fra d. 10./6. til og med d. 20./6.
Tirsdag d. 15. inviterer vi til sommerlæsning med forlaget Modtryk, som vil dele ud af erfaringerne fra forlagslivet og give dig masser af inspiration til din sommerlæsning. Der kan købes kaffe og snacks, som kan tages med og nydes til arrangementet.
Tirsdagen byder også på en samtale med sanger og forfatter Alberte Winding under overskriften ‘Småt brændbart’. Titlen kommer fra hendes nyeste erindringsroman, som centrerer sig om den svære tid fra barn til voksen, forelskelser og hendes vej ind i musikken. Samtalepartner er forfatter Lotte Kirkeby.
Er du interesseret i historisk romanstof, har du i dag også mulighed for at møde den tyske forfatter Simon Strauss, der vil tale med afsæt i sin debutroman ‘Syv nætter’ og den seneste roman ‘Romerske dage’. Fælles for de to romaner er en fascination af romantikken og en længsel efter at være en del af noget større. Strauss vil tale om sit forfatterskab med formand for Dansk-Tysk Selskab, Steen Bille. Samtalen vil være på tysk, og oversættes undervejs til dansk.
I den mere eksperimenterende ende, har du chancen for at møde Jens Unmack fra bandet Loveshop, når det denne dag også skal handle om musik og poesi, og hvordan de to genrer kan berige hinanden gensidigt. Hvad sker der, når en etableret sangskriver præsenteres for en række digte og udfordres til at komponere musik til ét af dem foran et publikum, og kunstneren kun har en time til at sætte musik til teksten? Kom og få svaret til dette spændende og unikke arrangement, når LiteratureXchange inviterer til poesiværksted.
For et overblik over dagens fulde program, klik her.
Foto: Les Kaner.