Historien om historien: Interview med Merete Pryds Helle
Torsdag 7. december 20178000 Aarhus
Dokk1 lægger hus til et spændende litterært arrangement om alt det, der foregår rundt om romaner. Hvad sker der, når en bog lanceres, og forfatteren bliver en del af historien om historien? Forfattere optræder i interviews, pressefoto og prisuddeling, og deres private person bliver vævet ind i det maskineri, der omgiver romaner. Med udgangspunkt i Merete Pryds Helles bog Folkets skønhed, vil vi tale om hvordan forfatterens billede skabes og bliver en del af vores oplevelse af deres bøger. Merete Pryds Helle udgav i 2016 slægtsromanen Folkets skønhed om Marie, der vokser op i et fattigt og voldeligt hjem på Langeland. Det er en roman, der tager udgangspunkt i Pryds Helles egen families historie, men som også har vakt stor genklang hos læsere landet over, der kan spejle sig i Pryds Helles historie. Netop fordi hendes egen oplevelse udgør grundlaget for historien, blev Pryds Helles private person fra starten af en del af romanens præsentation. Men hvordan sker den slags i praksis? Hendes pressekoordinator Dennis Andersen giver os et blik ind i maskinrummet, og løfter sløret for de tanker man på forlagene gør sig om, hvad en forfatters person betyder for hvordan bøger lanceres.