Litteraturens rum på Godsbanen
Fra 2014 har vi lejet Vogn 1 på Godsbanen. Her realiserer vi nogle af de visioner, vi i 2012 fremsatte for et Litteraturens rum.
Vi mener, at rummet i højere grad vil gøre det attraktivt for kreative, litterære kræfter at rykke ind på Godsbanen og skabe liv med litteraturbegivenheder, herunder festivaler, bogreceptioner, oplæsningsarrangementer og andre enkeltstående begivenheder.
Se Litteraturens rum her
I 2012 fremsatte vi i samarbejde med SATELLIT følgende konkrete forslag (kortsigtede som langsigtede) til et Litteraturens rum: (de tre øverste punkter er umiddelbart realiserbare i kraft af, at vi har lejet Vogn1)
- En scene. Det gode litterære arrangement kræver mere end et publikum og en forfatter for at lykkes. Det kræver et rum, der har en sjæl, og som kan rumme en stemning, hvorigennem arrangementet får liv. Litteraturen på Scenen afholdt i foråret 2012 to oplæsningsarrangementer i lokalet Vogn 2. Den helt klare erfaring herfra er, at lokalets karakter i sig selv gør oplevelsen uvedkommende og flad. Derfor blev et tredje arrangement flyttet til B//Huset, hvor rammerne var og er anderledes stimulerende. Det er ærgerligt, at Godsbanen pt. ikke kan tilbyde litteraturen forhold udover lokaler, der bedst egner sig til værksteder eller forelæsninger. Der er ingen scene på Godsbanen, hvor litteraturen kan udfolde sig. Derfor er der heller ikke incitament til at skabe liv og litterær trafik på Godsbanen generelt.
- Et uformelt mødested. Det kan være en ensom affære at være forfatter, og byens forfattere mangler et sted, hvor de kan mødes, socialt som fagligt. Det sted vil vi gerne skabe. Det kunne være inspireret af tanken om et klubværelse, en dagligstue eller en intim café. Her vil det være oplagt at mødes til fyraftensarrangementer, bogreceptioner eller bare helt almindelig kollegial hygge. Mødestedet kan sammen med scenen i forhold til møblement/indretningsmæssigt etableres som multifunktionelle og mobile enheder.
- Et møde-/fælleslokale. De allerede realiserede tre skrivegrupper og en læsegruppe vil benytte lokalet på ugentlig basis. Derudover vil lokalet blive brugt af Dansk Forfatterforening til kreativ og faglig udveksling.
- Projektområde. Vi vil gerne tilbyde byens litterære ildsjæle et sted at arbejde. Vi er bl.a. i kontakt med styregruppen bag Vild med ORD, Litteraturen på Scenen og flere af byens småforlag, som alle ville kunne drage fordel af faste projektpladser.
- Videnscenter for Art Writing. Aarhus Litteraturcenter er i gang med at opbygge et Videnscenter for det tværkunstneriske felt Art Writing. Videnscentret vil bl.a. inkludere et internationalt netværk, en undervisningsplatform, et arkiv og en kunstsamling. Vores klare forventning er, at Videnscentret vil være med til at tiltrække både forfattere, kunstnere, forskere, studerende og kunst- og litteraturinteresserede fra ind- og udland.
- Forfatterkontorer. På kort sigt kan forfatterkontorerne etableres som regulære skrivepladser i selve lokalet, og med tiden er det hensigten at gøre det muligt for byens forfattere samt artists-in-residence–gerne i tværkunstnerisk øjemed – at leje et kontor.
Har du flere forslag til, hvad Litteraturens rum kan indeholde, så skriv en mail til info@litteraturen.nu.