FRESH EYES – International Artists Rethink Aarhus

Hyun-Jin Kwaks fortolkninger af Aarhus udstillet på Vestergade. Foto: Jan Jul.

 

FRESH EYES – INTERNATIONAL ARTISTS RETHINK AARHUS er et tværæstetisk samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter og Galleri Image, der er blevet til i forbindelse med Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017. I den femårige periode mellem 2013 og 2017 inviterede de to samarbejdspartnere internationalt anerkendte forfattere og kunstfotografer til Aarhus som artists in residence, hvor de har arbejdet på at fortolke og genskabe byen på nye måder via deres kunst. De har alle arbejdet individuelt og uafhængigt af hinanden, hvilket har gjort det muligt for dem at sætte deres eget præg på projektet. Resultat er vidt forskellige tilgange til opgaven, men også vidt forskellige fortolkninger af Aarhus, der alle er præget af den enkelte kunstners stil, skole, inspirationskilder m.m. Nogen har draget inspiration fra deres egne igangværende projekter, fx den franske digter Jacques Jouet og den sydkoreanske fotokunstner Hyun-Jin Kwak (se billede ovenfor), imens andres bidrag er baseret på helt originale idéer, fx den islandske digter Andri Snær Magnasons minutdigte.

Projektet blev afsluttet i oktober 2017 med en stor byrumsudstilling, der ikke kun indtog Galleri Image, men også det offentlige rum langs Vestergade og Grønnegade, inkl. Kunstakademiets rumlige gård. Udstillingen var åben fra 12.-29. oktober, og i anledning af vores store fernisering udgav vi også en lækker kunstbog, hvor både de litterære og de fotografiske bidrag står side om side og supplerer hinandens udtryk. Dertil udgav vi også en mindre serie af FRESH EYES-bøger, som vi har udgivet i samarbejde med forlagene Jorinde & Joringel og Forlaget Torgard. Denne serie tæller de lyriske bidrag fra færøske Carl Jóhan Jensen, islanske Andri Snær Magnason og franske Jacquet Jouet (sidstnævntes værk udgav vi i 2. oplag i oktober 2017).

Vi har været meget glade for den omtale, projektet har fået. I 2015 skrev Aarhus 2017 fx denne artikel om projektet.

FRESH EYES – International Artists Rethink Aarhus er støttet af:

Aarhus 2017, Aarhus Kommune, Bikubenfonden, Nordisk Kulturfond, CKU, Institut Franҫais, Icelandic Literature Center, Camöes Cooperaҫäo Portugesa, Nordisk Kulturfond, Stibo, Statens Kunstfond, Grosserer L. F. Foghts Fond og Færøernes Kulturfond.

 

Markus Henttonens billeder udstillet i Aarhus Kunstakademis gård. Foto: Jan Jul.