ATLAS OVER AARHUS
ATLAS OVER AARHUS – det største og mest omfangsrige projekt under 365TEKSTER – er en litterær kortlægning af byen og med tiden hele regionen.
ATLAS OVER AARHUS’ mål er at skabe en litterær topografi over Aarhus. Det gør vi ved at invitere 40 danske og udenlandske forfattere til at skrive om byens gader og steder, og herefter udstille og formidle teksterne, så der skabes et logisk forhold mellem tekstens udtryk, tema og lokalitet.
ATLAS OVER AARHUS arbejder med en fast tilknyttet forfatterkreds, der alle har en tilknytning til Aarhus, så der skabes sammenhænge i fortællingerne på tværs af byen. Blandt projektets forfattere findes blandt andet Carsten René Nielsen, Thøger Jensen, Louis Jensen, Svend Åge Madsen, Hanne Viemose, Louise Juhl Dalsgaard, Jens Blendstrup m.fl.
ATLAS OVER AARHUS’ ambition er, at der i kulturhovedstadsåret 2017 skal være produceret 365 tekster om Aarhus. I 2017 vil samtlige tekster blive udstillet i og omkring Aarhus. Teksterne vil i 2018 udkomme i samlet bogform med fotos og anden dokumentation af udstillingen.
ATLAS OVER AARHUS arbejder hvert halve år frem mod 2017 med udgangspunkt i forskellige bydele. Udgivelserne fra første del af ATLAS OVER AARHUS kan allerede nu findes i Øgadekvarteret i det centrale Aarhus.